Go West

Denne gang vil jeg gerne anbefale en film fra gamle dage. Den er så gammel, at den er falmet fuldstændig. Alle farverne er væk, og man kan se den i det man nu om stunder kalder sort/hvid.
 
På trods af de manglende farver er ”Go west” meget morsom. Forestil dig det lige engang. Humor uden farver. Man kan næsten ikke tro, at det kan lade sig gøre.
Men tag moderne standup. Sæt den i en film. Sørg for at der er en handling, så alle de forskellige jokes hænger sammen og giver en eller anden slags mening. Fjern alle bandeord. Bandlys alt om sexliv og underliv. Lad være med at trække enkelte publikummer frem for at gøre dem til grin for de andre. Jo jo. Det kan sagtens lade sig gøre.
Hvis du så gør det, og tilsætter bindegal humor og komediesituationer, der er godt skruet sammen, har en fin timing og stopper lige præcist før det bliver pinligt, så har du en film som Go West.
Men hvis du også tager Groucho Marx (udtales "Groucho Marx") og sætter ham sammen med hans brødre Chico og Harpo, så begynder det for alvor at ligne noget. Groucho er en pigegal fupmager, som møder Chco (den snu svindler), som er sammen med Harpo (en stum fusker, der mest kommunikerer med fagter, piften og et båthorn). Sammen går det hele fuldstændig op i hat og briller med en afsluttende togjagt, som er gået over i filmhistorien (og den kan til enhver tid slår ALLE biljagter, du nogensinde har set). Starten på filmen er en klassiker som involverer forsøg på bedrageri og en dollarseddel med en snor i. Og alt imellem er såmænd også tosset. Men alt er ikke kun sjov. En ejendomssvindler, en romance, ulykkelig kærlighed og retfærdigheden der banker på og prøver at skubbe sig frem i forreste række. Alt sammen skruet sammen af et filmisk geni.
Se filmen og find endelig ud af, hvorfor din morfar siger, at moderne humor er en gang plat for begyndere.
Som en bonus får du altså også både Chico og Harpo, som demonstrerer deres evner på flygel og harpe (eller er det en væv). Det må du simpelthen ikke snyde dig selv for.
Og den kan selvfølgelig lånes på dit bibliotek.
 
Materialer