Når du læser, styrker du både på din fysiske og mentale sundhed

Hvis der er to ting, der kendetegner manges hverdag, så er det medier og tempo. Vi omgiver os med skærme, og vi har det med at have travlt. Med andre ord kan ro og fordybelse have trange kår i moderne tider.

Heldigvis findes der en simpel kur mod såvel stress og jag som flygtighed. Den hedder skønlitteratur. For når du læser en bog, giver du ikke bare dig selv en god oplevelse. Du gør noget godt for både din fysiske og mentale sundhed.

Mindre stress og bedre søvn

Når du læser skønlitteratur, kan du få en oplevelse af at komme ned i tempo. Og det er ikke bare en fornemmelse. Forskning viser nemlig, at læsning er en af de mest stressreducerende aktiviteter. Blot seks minutters daglig læsning kan reducere stress med 68 procent. Det er tilsyneladende endnu mere effektivt end at gå tur i naturen, lytte til musik eller drikke en kop te. Og kan tilmed få dit blodtryk til at falde.

Andre undersøgelser viser, at du kan modvirke eller reducere psykiske lidelser som depression og angst ved at læse. Og at læsning forebygger eller mindsker symptomerne ved Alzheimers.

Og hvis du læser 30 minutter, inden du falder i søvn, så forbedrer du din søvnkvalitet. Så læg du bare en bog klar ved puden – og lad telefonen ligge langt væk. 

En hjerne i fin form

Selv om du altså kun behøver læse i seks minutter for at reducere stress, så er det en god ide at blive ved lidt længere. Studier af hjernen inden for det forskningsfelt, der hedder ’literary neuroscience’, viser, at du aktiverer hele hjernen, hvis du dybdelæser. Og at man kan se spor i din hjerne i op til fem dage efter, at du har fordybet dig i en skønlitterær bog. Så ligesom det ikke kun hjælper på din kondition, mens du løber en tur eller træner i fitnesscenteret, så styrker du ikke kun din hjerne, mens du læser – men også bagefter. Det er sandsynligvis denne måde at holde hjernen aktiv på, der gør, at læsning bl.a. forebygger Alzheimers.

Samtidig forbedrer du din hukommelse ved at læse. Når du holder styr på karakterer, miljøer og handlingsforløb, så skaber du nemlig nye koblinger i din hjernes hukommelsescentre.

Empati og eksistens

Hvis vi vender blikket mod læsningens positive effekter på din mentale form, så er kodeordet fordybelse. En fordybelse, der både kan udvikle din empati og dit perspektiv på verden.

Når du læser god skønlitteratur, kryber du i hovedet på karaktererne. Du udvikler din evne til at sætte dig i andre menneskers sted og ser via dem på verden på nye måder. Og som vi ved, er det sundt for os alle at få nye perspektiver på tilværelsen og livet som menneske. Forskning viser, at vi netop kan blive bedre til at aflæse andre menneskers følelser af at læse meget skønlitteratur. Og til at forstå mennesker, der ikke minder om os selv.

Et italiensk studie har fx vist, at børn og unge, der læser Harry Potter – og identificerer sig med hovedpersonen – er mindre fordomsfulde over for minoriteter. Fordi Harry omgås personer i stigmatiserede grupper og anerkender deres udfordringer.

Grib en fysisk bog 

Du kan godt læse på en af de mange skærme, vi omgiver os med – og det er langt bedre at læse en e-bog end slet ikke at læse. Men hvis du vil have fuldt udbytte af læsningens gavnlige effekter for krop og sjæl, så vælg en fysisk bog. Når du læser på papir, så kan du bedre huske rækkefølgen af begivenheder. Ganske enkelt fordi vores hjerne rekonstruerer ud fra placeringen af sider i bogen og ord på papiret. Det fremmer altså hjernens forståelse, at vi mærker og vender sider. Og hvis du lægger telefonen og tabletten væk, så slipper du også for blåt lys og forstyrrende notifikationer.

Så grib bare en bog og hold dig sund og rask. Og del endelig din oplevelse under hashtagget #gribbogen

 

> Forskning fra kumon.co.uk
> 5 gode råd til at kickstarte din læsning
> Artikel fra gymnasieskolen.dk om fordybelse
> Et italiensk studie om Harry Potter hos Psychologytoday.com
> Artikel om de gavnlige effekter ved at læse en fysisk bog hos mic.com

> Interview med Maryanne Wolf om den læsende hjerne på Youtube.com


 

Tags