Historieskattejagt, Fredensborg: Det forstenede folk

Velkommen til Fredensborg Bibliotekernes historieskattejagt. En anderledes måde at høre en historie, der foregår lige dér, hvor du er.

Målgruppe: Børn, der går (eller snart begynder) i 0. – 3. klasse.

Varighed: Cirka 60 minutter – afhængig af deltagerne. Skattejagten slutter ved Nordmandsdalen i Slotsparken.

Ønsker du at printe forløbet, kan du downloade en pdf i bunden af denne side.

Før I går i gang skal I vælge en holdkaptajn – helst en voksen. Det er holdkaptajnen, der styrer skattejagten og viser videoerne med historiefortælling (på telefon eller ipad). Det er også holdkaptajnen, der læser de beskeder, der står mellem videoerne højt. (Tekst i kursiv er beskeder til holdkaptajnen, der ikke skal læses højt.)

Først skal I finde post 1. Det er den cirkelformede bænk, der står i gågaden lige ude foran Fredensborg Bibliotek. Ved siden af Kirkens Korshærs genbrug. 

Sæt jer på bænken og se den første video. 

Inden I går videre, skal I lige se nærmere på statuen med drengen. 

Prøv også at gå ind i den røde telefonboks med bøger.

Bagefter skal I gå videre til næste post, som er pladsen foran Fredensborg Slot. Gå ud ad gågaden, så I har Cafe Pingo på venstre hånd og Country Market på højre.

Fortsæt ligeud forbi Salon Stendal, Rensecentralen, EDC og kulturhuset Fredensborg Gamle Bio. Drej så til højre ned ad Slotsgade, hvor du kan se Fredensborg Slot. Gå over mod slottet. 

Lige efter iskiosken er der en vej, der hedder Skipperalle. Den skal I gå ned ad om lidt, men først skal I se den næste video. 

Når I har set videoen, skal I gå ned af Skipperalleen og finde guldkuglen. Karl Erik humper jo, så derfor skal I hoppe på et ben indtil I er kommet forbi de første fem træer. Bagefter fortsætter I lige frem, mens I holder øje med guldkuglen.

Og kære holdkaptajn, guldkuglen er på toppen af orangeriet nærmest et kæmpe drivhus. Det ligger på højre hånd. 

Når I har fundet guldkuglen, skal I fortsætte frem til den røde bom. Her skal I se på guldkuglen og sige: Eventyrlia, Eventyrlia luk mig ind – inden I kravler ned under den røde bom. Og så skal I se den næste video.  

Nu skal I løse den samme opgave, som Mille skal løse i Eventyrlia. Karl Erik havde nemlig sagt, at hun skulle finde på en trylleformular, der rimer på: Oprørere kom frem. Og sige den, når hun nåede til det punkt, hvor vejen delte sig.

I skal finde på trylleformularen, mens I fortsætter ligeud. Når der kommer en sti til højre med skiltning til Nordmandsdalen / Brede Allé, skal I først sige jeres trylleformular og bagefter se den næste video. (I kan eventuelt sætte jer på den nærliggende bænk.)

Og kære holdkaptajn: Hvis barnet / børnene ikke kan finde på noget, der rimer på Oprørere kom frem, kan du hjælpe dem. Du kan fx spørge om, man kan tælle til et eller andet, og så lyder trylleformularen: Oprørere kom frem! Inden jeg tæller til fem! En, to, tre, fire, fem. Oprørere kom frem!

Nu skal du samme vej som Mille nemlig op ad stien med skiltningen: Nordmandsdalen / Brede Allé.

Mille bliver kørt i hestevogn, men du skal selv gå. Og fordi Mille sidder på ladet med ryggen til hestene, skal du gå baglæns op ad bakken. Stop når du kommer til den første bænk på venstre hånd (højre, hvis du går forlæns). Sæt dig og hør videre på historien.

Nu skal du videre – stadig samme vej som Mille. Gå ind mellem statuerne, forbi den totemagtige pæl og hen til den lille skov på den anden side af statuerne. Undervejs skal du virkelig gøre dig umage med at kigge på statuerne og lægge mærke til, hvad de forestiller. Hvorfor finder du ud af senere. 

Når du kommer ind i den lille skov bag statuerne, skal du se den næste video. 

Nu skal du kaste for Mille i konkurrencen.

Find tre pinde og se om du kan ramme en træstub. Holdkaptajnen bestemmer, hvor du skal kaste fra – hvis du rammer 2 eller 3 gange har du vundet. Hvis I er flere børn, skal alle prøve. Hvis flest vinder, har I vundet. Hvis flest taber, har I tabt. Står der lige, har I også vundet. 

Og kære holdkaptajnen, du bestemmer, hvor langt væk fra træstubben børnene skal kaste. Det skal være lidt svært, men samtidig muligt. Hvis børnene har forskellige aldre, må de kaste på forskellig afstand. 

Hvis barnet / børnene taber kastekonkurrencen, skal I se denne video: 

Hvis barnet / børnene vinder kastekonkurrencen, skal I se denne video: 

Nu skal du hjælpe Mille med den sidste opgave. 

I skal gå tilbage til de forstenede mennesker og sætte jer på trappen ved stenpælen i midten. 

Her skal du lukke øjnene og hjælpe Mille med at løse den sidste opgave. Hun kan nemlig kun hæve fortryllelsen, hvis hun med lukkede øjne kan beskrive mindst tre af de mennesker, der er blevet forstenede. 

Og kære holdkaptajn, hvis barnet / børnene ikke kan huske det, kan du hjælpe. Det er blandt andet en brændehugger, en trommeslager og nogle der danser. Hvis de ikke kan huske tre, kan I gå tilbage og kigge nærmere på statuerne og så sætte jer tilbage med lukkede øjne og beskrive tre af dem. 

Når I har klaret opgaven med at nævne tre af de forstenede, skal I høre den sidste video. Men I skal gøre det med lukkede øjne.

Så nu har du klaret historieskattejagten – og tillykke med det. Hvis biblioteket har åbent, kan du gå tilbage og få en præmie. Hvis det har lukket, kan du komme igen i åbningstiden. Der er en præmie pr barn, og du skal bare sige kodeordet: 

Hibive, hibive, kom til live.

Historieskattejagten er skrevet og fortalt af Maria Rørbæk. Copyright: Maria Rørbæk.