Forfatterfokus: Yahya Hassan, dansk digter, 1995-2020

Digteren Yahya Hassan døde d. 29. april 2020 efter et kort og intenst liv og to skelsættende digtsamlinger.

Yahya Hassan debuterede i 2013 med digtsamlingen “Yahya Hassan”, som blev den bedst sælgende digtsamling i danmarkshistorien. Den solgte over 120.000 eksemplarer.

Han blev født i 1995 i Århus, og voksede op i ghettoen Århus Vest, i en familie med palæstinænsiske rødder. Allerede som 13-årig bliver han anbragt uden for hjemmet på diverse sikrede institutioner. Han har stjålet, pushet, selv taget stoffer, og man vælger derfor at anbringe ham udenfor hjemmet, der også viser sig at have været voldeligt. 

Et af anbringelsesstederne, Solhaven i Farsø, skal vise sig at blive et vendepunkt for den unge rodløse, men videbegærlige og intelligente Yahya. Han får en dansklærer, som vækker hans interesse for digte og digtere, blandt andet Michael Strunge og Karl Ove Knausgaard. Yahya skriver raptekster og poetiske digte.

Yahya Hassan får sin debut som digtoplæser på caféen Under Masken i Århus en aften i 2012.  Efterfølgende får han en af sine store drømme opfyldt: Han bliver optaget på Vallekilde Højskole. En af lærerne på højskolen, Lars Skinnebach, ser det udsædvanlige talent og sender Yahya´s digte til Gyldendal. Herfra går det pludselig stærkt. Digtene udkommer på Gyldendal i 2013. Yahya er pludselig, fra den ene dag til den anden, kendt i hele Danmark. Hans digte, som er en hidtil uset kritik mod et lukket og i mange tilfælde voldeligt indvandrermiljø, rammer som en mavepuster. Det er første gang kritikken kommer indefra. Yahya bliver nu for alvor en eftertragtet digter og oplæser, der med sin helt egen intense, deklamatoriske stil, tiltrækker tusindvis af tilhørere. Mennesker som hidtil aldrig har læst digte, står i kø for at læse og lytte.

Digtsamlingen indbringer mange priser i 2013-14, blandt andet Bogforums debutantpris, Montanas Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens litteraturpris og nomineringer til mange andre priser.

Yahya Hassans efterfølgende år bliver ligeså tumultariske, som dem der ligger bag ham. De officielle optrædener bliver sjældnere. Han stiller op for Nationalpartiet til folketinget og siden som løsgænger, men bliver ikke valgt ind. I stedet bliver han igen indrulleret i det kriminelle miljø. Det hele kulminerer med en skudepisode, hvor digteren bliver idømt en behandlingsdom. Han er psykisk ude af balance og mærket af stoffer.

Så pludselig, i efteråret 2019 udkommer digtsamlingen “Yahya Hassan 2” på Gyldendals Forlag. Digteren selv dukker uventet op på Bogmessen, hvor han læser sine digte op for et overrasket og begejstret publikum. Anmelderne er endnu engang, delte, men enige om at skrive det kan han! 

Yahya Hassan dør en dag i april 2020. Alene i sin lejlighed i Århus. Han efterlader sig trods sin unge alder og bare 2 udgivne digtsamlinger, et stort eftermæle. Ikke kun i Danmark, men også i vores nordiske nabolande. Han blev tidligere på året indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 for “Yahya Hassan 2”

Yahya Hassan får de sidste ord fra digtet ”Månedigt” i “Yahya Hassan 2”: “Jeg vil huskes som et af de mennesker, der ikke blev slået ihjel, for ingenting, på denne her jord.” 

Læs mere om Yayha Hassan

Litteratursiden

Forfatterweb