Marts måneds læseudfordring

30.03.20
Læs en bog højt for en anden.

Anita har læst bogen "Dengang Sallys far var dreng" af Thomas Brunstrøm højt for sin søn Hjalte.
 
Man bliver aldrig for gammel til at få læst højt! Dét at sidde tæt sammen og læse/lytte til den samme bog er bare helt vildt hyggeligt. Fordelen ved billedbøger er, at man kan nå at læse historien færdig på én gang og ikke skal vente på slutningen. 
 
 
Sally bor sammen med sin far, sin lillebror Eddie og sin mor. Sallys far har det med at overdrive lidt… Sally er i hvert fald ikke så sikker på, at alle fars historier om dengang han var dreng er helt sande. En dag da Sally brokker sig over, at der ikke er noget godt i fjernsynet, og at hun keeeder sig, fortæller far, at dengang han var dreng, var der kun fjernsyn for børn en halv time om dagen, og hvis det var kedeligt måtte man vente helt til næste dag med at se noget andet! Det synes Sally lyder ret utroligt. De næste par dage bliver fars historier, om da han var dreng, mere og mere langt ude. For eksempel fortæller far, at han sov i en papkasse, gik 14 kilometer til skole på bare fødder om vinteren, OG at han kun fik aftensmad om onsdagen - men det tog han sandelig ikke skade af! Inden længe har Sally da også afsløret fars små løgnehistorier, og han lover Sally aldrig at lyve mere. Men pludselig bliver det hele bare meget kedeligt. Mon Sally får sin sjove far tilbage igen?
 
 
Sallys far-bøgerne er alle sammen super sjove - både for børn og voksne. 
Der er masser af fine billeder at kigge på, og man er underholdt fra start til slut. Vi kan anbefale, at man holder godt øje med Sallys lillebror Eddie – han er mindst ligeså sjov og fjollet som Sallys far er. Faktisk er Sally den, der opfører sig mest voksent og fornuftigt af de tre. I bogen "Sallys far gider ikke være voksen" bytter Sally og hendes far da også roller, og Sally skal pludselig lave mad og læsegodnathistorie for sin far. Det kommer der altså også nogle sjove situationer ud af.
 
Herhjemme er vi ret glade for Sallys far-bøgerne.

Hjalte synes mindst, de skal have 10 ud af 10 stjerner!
 
Måske du kan lokke din far eller mor til at læse Sallys far-bøgerne højt for dig - de vil garanteret også synes, de er vildt sjove! Eller hvis du har en lillebror eller lillesøster, kan du måske læse højt for dem. Sallys far-bøgerne findes på eReolenGo! og der er hele syv bøger, I kan gå i gang med.
 
Rigtig god fornøjelse!
 
 
Sallys far-bøgerne er Illustreret af Thorbjørn Christoffersen. 
 

Materialer