Artikel - Nyhed

Mød tre lokale romandebutanter på Nivå Bibliotek

Leonora van Deurs, Maiken Abildgaard og Rune Nøhr har alle nær tilknytning til Fredensborg Kommune, og så har de for nylig debuteret som romanforfattere. 19. september mødes de til en samtale på Nivå Bibliotek.

Af admin

Mange drømmer om det, men det er de færreste, som får det gjort: Udgiver en roman. Men for Leonora van Deurs, Maiken Abildgaard og Rune Nøhr er drømmen inden for det sidste år gået i opfyldelse. De tre forfattere har alle nær tilknytning til Fredensborg Kommune, og 19. september klokken 18.30-20 kan man møde dem på Nivå Bibliotek til en samtale om inspiration, skriveproces og håndværk og om deres meget forskellige romaner.

Leonora van Deurs udgav i januar børneroman ’Botai” om, hvordan botaifolket for 5.500 år siden tæmmede hesten på den eurasiske steppe. Man følger de tre hovedpersoner Nakou, Jalqi og Lyez på deres lange dramatiske færd for at redde deres folk fra en dødelig forbandelse.

Maiken Abildgaards kortroman ’Der fulgte ingen manual’ udkom i 2023. I bogen følger man et kreativt ungt menneske i 80’erne og 90’erne. Hun vokser op i en lille sydfynsk landsby men føler sig anderledes og har svært ved at identificere sig med sine klassekammerater.

Rune Nøhrs roman har fået titlen ’Et spil for tabere’ og udkom i maj. Den handler om dørmanden Bulls jagt på sin kones voldtægtsmand og er en hyldest til hårdkogte amerikanske detektivfortællinger. Det er en højintens page-turner krydret med masser af action og moderne tematikker om køn, familie og magt.

Billetter til arrangementet ’Lokale stemmer’ med de tre debutanter koster 30 kroner for en almindelig billet og 15 kroner for Biblioteksklubben.