Deltag som frivillig

Fredensborg Bibliotekerne bruger frivillige i flere forskellige sammenhænge. Her kan du læse lidt om, hvordan man kan blive frivillig, og inden for hvilke områder.

Har du ekstra tid i hverdagen, og har du lyst til at gøre en forskel for en masse mennesker, så kunne det være en mulighed at bruge dine evner som frivillig på Fredensborg Bibliotekerne. Det er ikke altid, at der er behov inden for alle områder, men kontakt os gerne for at høre om mulighederne.

Borger til borger

De fleste mennesker har et eller andet på hjerte, som andre kunne have glæde af at få indsigt i. Det kan være en særlig viden om et emne eller nogle oplevelser, som man ønsker at dele. Har du selv et interessant emne, du vil tale om, eller kender du nogen, som du synes skulle komme til orde, så kan Fredensborg Bibliotekerne stille et lokale  til rådighed. Arrangementet skal dog helst være gratis eller mod en symbolsk betaling, og det er Fredensborg Bibliotekerne, som bestemmer, hvilke arrangementer, der bliver gennemført.

Lektiehjælper

Nivå Bibliotek og Medborgercenter er hver uge vært for lektiecaféer for børn og unge i folkeskolen og på ungdomsuddannelser. I lektiecaféerne er det frivillige som hjælper med lekterne. Det er ofte tidligere skolelærere, men også unge studerende eller andre med kompetencer inden for  fagene dansk, matematik og natur/teknik kan komme i betragtning. Læs mere om lektiecaféerne.

Kontaktperson: Birte Henriksen, birte46henriksen@gmail.com.

Frivillig i it-caféerne

It-caféerne på Humlebæk Bibliotek og Nivå Bibliotek og Medborgercenter er baseret på, at frivillige personer med it-kompetencer hjælper borgerne med at løse enklere it-problemer. Det kan for eksempel være benyttelsen af offentlige hjemmesider eller vejledning i brug af tablets, mobiltelefoner eller meget andet. Som frivillig er du enten tilknyttet it-caféen i Humlebæk eller den i Nivå, selvom du selvfølgelig også er velkommen til at melde dig begge steder. Du er selv med til at bestemme, hvor meget du vil deltage, og hvilke emner du vil hjælpe med. Læs mere om it-caféerne.

Kontaktpersoner: Peter Kielland-Brandt

Meld dig som frivillig

Udfyld og indsend formularen på denne side, hvis du er interesseret i at arbejde som frivillig og ønsker at blive kontaktet af os.

Det er sikkert at udfylde denne formular med cpr-nummer og andre personfølsomme oplysninger. Indholdet af formularen forlader ikke hjemmesiden, men opbevares sikkert på serveren og slettes igen, når din henvendelse er besvaret.