
Om dette arrangement
Qello-koncert: Madonna – Sticky and Sweet Tour
Meget kan man sige om Madonna, men at give den max gas foran et stadion fuld af begejstrede fans, har hun styr på. De tre koncerter fra Buenos Aires på hendes Sticky and Sweet Tour i 2008, som denne koncertfilm er klippet sammen af, må - med deres rekordstore publikum på sammenlagt over en kvart million mennesker - være kandidat til hendes karrieres absolutte højdepunkt. Ud over kæmpe hits såsom ”Into the Groove”, ”Like a Prayer”, ”La Isla Bonita” og mange andre, kan vi glæde os til en rørende fortolkning af musical-hittet ”Don’t Cry For Me Argentina”, der ikke efterlader et øje tørt. Og så står den ellers på tonstunge dansebasrytmer, lysshow, outrerede outfits, erotiske ”opfordringer”, og alt hvad der ellers har gjort Madonna til en levende legende og inspiration for mange af nutidens popstjerner.
Qello er et af Fredensborg Bibliotekernes mest attraktive tilbud til musikinteresserede. Ud over at biblioteket inviterer til fælles Qello-events på biblioteket med storskærm og god lyd, kan man også hjemmefra opleve det store udvalg af koncerter og musikdokumentarer med nogle af de mest populære kunstnere inden for de sidste 70 års populærmusik.