Først var det musik, så var det lydbøger og ebøger, og nu kan du sågar også se gratis film på nettet takket være biblioteket. Fredensborg Bibliotekerne har tilsluttet sig Filmstriben.dk, som giver adgang til snesevis af film af alle genrer og for alle aldersgrupper. Der er alt fra action til dokumentar og fra komedie til musikfilm. Mange af dem er klassikere, som du aldrig fik set, eller som tåler et gensyn.
Filmstriben fungerer på den måde, at når du har fundet en film, som du gerne vil se, vælger du Fredensborg Bibliotekerne som dit bibliotek og logger ind med dit cpr-nummer og den pinkode du normalt bruger til at bestille bøger med. Er du ikke oprettet som låner hos Fredensborg Bibliotekerne, eller har du ingen pinkode, er du først nødt til at henvende dig personligt på en af de tre afdelinger for at få rettet dette.
Når du er logget ind, begynder afspilningen med det samme. Det foregår ved hjælp af den såkaldte streaming-teknologi. Det betyder, at filmen bliver afspillet på din computer uden at der bliver gemt en kopi. Dette sker af rettighedsmæssige årsager. Af samme grund kræver Filmstriben.dk, at du har en pc med Windows XP eller nyere, og at du benytter Windows Media Player version 11. Det er nemlig kun disse produkter, som understøtter den kopibeskyttelse, som muliggør Filmstriben.dk.
Selvom du ikke kan gemme filmene, vil det til gengæld med de rette kabler som regel være muligt at slutte computeren til fjernsynet, så filmen kan ses fra sofaen sammen med familien. Dette og meget mere kan du få god hjælp til på Filmstriben.
Vi håber, at vore brugere vil få glæde af denne nye service. Du skal bo i Fredensborg Kommune for at kunne bruge Filmstriben, og det er muligt at se op til 15 film om måneden pr. bruger. Du kan komme i gang ved at gå til www.fredensborgbibliotekerne.dk/filmstriben eller gå direkte til www.filmstriben.dk
|