Mandag den 5. oktober kl. 13 starter der lokalhistorisk værksted på Nivå Bibliotek, hvor interesserede i lokalsamfundet kan beskæftige sig med dets historie på forskellige niveauer.
Man kan f. eks. gå ud og fotografere, og dermed dokumentere den forandring der sker, - eller man kan interviewe folk om deres fortid, -
Begge dele kan være led i en indsamlingskampagne, som kan være af generel karakter, men også have udgangspunkt i et bestemt tema.
De der er lidt teknisk mindede kan måske syntes det er spændende at skanne billeder til billedregistreringen eller indsætte billeder til artikler i WikiFredensborg og hvis man er meget dygtige til fotos, så er det også muligt at reparere på gamle lettere ødelagte billeder.
De der interesserer sig for samtidshistorie, vil opdage at de får en gevaldig viden, ved at klippe lokale artikler fra aviserne og sammenligne med avisartikler der kun er få år gamle.
Alt materiale skal naturligvis ordnes og registreres, så det kan genfindes og benyttes. Men også det arbejde giver én et indblik i en spændende tid og en viden om fortiden, som er uforlignelig.
Det vigtigste er dog, at man mødes med ligesindede og udveksler erfaringer.
Vi mødes hver mandag i bibliotekets åbningstid (som er kl. 10 – 19), men man kan frit vælge, om man vil bruge ½ time eller alle 9 timer.
Lad ikke historien blive glemt!!! |