Fredensborg Bibliotekerne kan nu tilbyde en rigtig lækkerbisken til vore brugere. Vi har i mange år godt kunnet tænke os at tilbyde adgang til ordbøger på nettet, og nu er det endelig lykkedes. Fra nu af kan brugere af biblioteket, som er bosat i Fredensborg Kommune, helt gratis benytte sig af Gyldendals Ordbøger online. Og det er vel at mærke alle sprogene, engelsk, tysk, fransk, spansk og svensk, begge veje. Det vil sige, dansk-engelsk, engelsk-dansk, dansk-tysk, tysk-dansk osv.
Og ikke nok med det. Inkluderet i abonnementet er desuden juridiske ordbøger, fagordbøger, medicinske ordbøger til først og fremmest engelsk og tysk. Og til sommer vil abonnementet blive udvidet med dansk fremmedordbog, retskrivningsordbog og synonymordbog samt norske og italienske ordbøger.
Ordbøgerne er ikke helt de samme, som du kender fra bogform. Hovedvægten er lagt på ren oversættelse af ord og ikke så meget talemåder og sætninger og grammatik. Men mindre kan også gøre det. Vi tror, at langt de fleste sprogspørgsmål du måtte have i forbindelse med såvel skoleopgaver som arbejde og fritid kan løses ved hjælp af dette tilbud.
For at bruge ordbøgerne skal du gå igennem bibliotekets hjemmeside og gå til sektionen med eResurser. Her vælger du kategorien ”Opslagsværker og bibliotekskataloger”. Når du klikker på linket til Gyldendals røde ordbøger bliver du bedt om at logge ind med dit cpr-nummer og pinkode. Pinkoden er den samme, som du bruger, når du bestiller bøger i bibliotekets katalog.
Nu skulle du gerne være nået frem til ordbøgerne. Du skal ikke tage dig af, at der står ”Log ind” øverst på skærmen. Der burde allerede være adgang, når bare du følger ovenstående vejledning.
Søgning i ordbøgerne foregår på den måde, at du vælger sprog i menuen til højre for søgefeltet. Hvis du undrer dig over, at du ikke for eksempel kan vælge en juridisk ordbog, skyldes det, at når du søger på et ord, får du resultatet fra alle de ordbøger, som måtte have et svar, inklusive eventuelt en juridisk ordbog. Det eneste du skal tænke på er altså at vælge fra/til-sprog.
Vi håber, at du får masser af gavn af denne service, som vi er rigtig glade for endelig at kunne tilbyde.
Her er en komplet liste over de ordbøger, som servicen består af:
Engelsk: Gyldendals Røde Ordbøger, dansk-engelsk Gyldendals Røde Ordbøger, engelsk-dansk Gyldendals Vinterberg & Bodelsen, dansk-engelsk Gyldendals Kjærulff Nielsen, engelsk-dansk Gyldendals Fag- og teknikordbog, dansk-engelsk Gyldendals Fag- og teknikordbog, engelsk-dansk Gyldendals Medicinsk/Odontologisk Ordbog, dansk-engelsk Gyldendals Medicinsk/Odontologisk Ordbog, engelsk-dansk Gyldendals Juridisk Ordbog, dansk-engelsk Gyldendals Juridisk Ordbog, engelsk-dansk
Tysk: Gyldendals Røde Ordbøger, dansk-tysk Gyldendals Røde Ordbøger, tysk-dansk Gyldendals Store Ordbog, dansk-tysk (tidligere Munksgaard) Gyldendals Store Ordbog, tysk-dansk Gyldendals Juridisk Ordbog, dansk-tysk Gyldendals Juridisk Ordbog, tysk-dansk
Fransk: Gyldendals Røde Ordbøger, dansk-fransk Gyldendals Røde Ordbøger, fransk-dansk
Spansk: Gyldendals Røde Ordbøger, dansk-spansk (tidligere Munksgaard) Gyldendals Røde Ordbøger, spansk-dansk
Svensk: Gyldendals Røde Ordbøger, dansk-svensk Gyldendals Røde Ordbøger, svensk-dansk
Følgende ordbøger bliver tilgængelige i maj eller juni 2010:
Dansk: Retskrivningsordbog Dansk Fremmedordbog Synonymordbog
Norsk: Gyldendals Røde Ordbøger, dansk-norsk Gyldendals Røde Ordbøger, norsk-dansk
Italiensk: Gyldendals Røde Ordbøger, dansk-italiensk Gyldendals Røde Ordbøger, italiensk-dansk |