Uheld

Jeg sukkede lavt ved udsigten til endnu en snoet landevej, strøg en lys pink hårlok om bag øret, og trykkede lidt på speederen. Egentlig havde jeg altid ønsket mig en motorcykel, men mine forældre nægtede at betale hvis det ikke skulle være bil kørekort, og jeg havde ikke selv råd. Træerne susede forbi mig, og bakkerne bugtede sig – og der... Var det ikke en person der stod med armen strakt ud, og en sort Harley bag sig? Var den måske brudt sammen? Jeg stoppede bilen op og rullede vinduet ned, smilede til fyren der så ud til at være midt i tyverne.

”Brug for et lift?”

Jeg kiggede op fra hvor jeg havde fæsnet mit blik på jorden. ”Et lift? Ja, det kunne da være rart” sagde jeg og smilede undskyldende. Bildøren blev åbnet og jeg hoppede med lette skridt hen til den og satte mig ind. ”Er du brudt sammen?” Spurgte min redder. ”Ja... Jeg ved ikke rigtig hvad der skete, men pludselig gad den altså bare ikke at køre mere” svarede jeg med et suk. Det var det man fik ud af at købe en brugt motorcykel. Lortet går altid i stykker før eller siden. I dette tilfælde før. Og selvfølgelig i midten af ingenting.

Jeg grinede lidt, og nikkede per refleks – jeg kendte udmærket hvad han talte om. Jeg havde bare forlængst lært at reparere min når den brød sammen. Hvilket var en jævnlig event. Så som nu. Motoren lavede en høj, klagende lyd, som når en symaskine sætter sig fast og nægter at virke. Kort efter steg sort røg op fra foran på bilen. Jeg lænede hovedet tilbage imod sædet, og lavede en halvhøj, frustreret lyd.

”Kære ironi, jeg ved jeg er et sjovt bytte, men kunne du ikke bare lade mig slippe en gang imellem?” Jeg spændte sikkerhedsselen op, og lænede mig tilbage på bagsædet i bilen, mens jeg greb en lille, rød, værkstøjskasse.

”I feel your pain bro, I feel your pain. Brug for hjælp?” Min redder rystede på hovedet,  ”Jeg klarer den, det sker tit”. Selvfølgelig. Held min ven, du hader mig virklig. Jeg blev siddende, ude rigtigt at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. ”bare rolig, den er fikset på ingen tid!” Sagde min chauffør, overraskende muntert i forhold til det der var sket. ”Ja... pokkers til uheld!” Mumlede jeg og slog mit hoved imod bildøren. ”Er du tit uheldig da?” kom det fra kølerhjelmen. ”Det kan man godt sige” svarede jeg og sukkede igen.

”Well, then I’m your companion in the dark. The all mighty darkness of unfortune and lack of luck.” Heden fra bilen fik mig til at stå tilbage et øjeblik, sætte håret i en yderst klædelig hestehale (Yeah right), og binde min trøje op så min navlepiercing blev synlig. Til helvede med det, jeg håbede ikke han havde et problem med det. Jeg lænede mig tilbage ind under kølerhjelmen, og der gik ikke lang tid før jeg havde fundet problemet. Tændrøret sad løst – egentlig ikke det største problem i verden, og langt fra det sværeste. Jeg greb med vante bevægelser en papegøje, og løste problemet med blikket rettet på mine avis malede negle. Derefter knaldede jeg kølerhjelmen tilbage på plads, og vendte blikket imod fyren igen med et lille, kækt smil.

”Hvilket navn er du så tildelt?”

”Dave” siger jeg og smiler. ”og hvad så med dig?” Hun smiler, ”Du kan kalde mig hvad du vil” siger hun og går tilbage til fordøren. ”Fedt” siger jeg og følger hende. Jeg sætter mig ind. ”Hvorhen?” spøger hun. ”bare kør, jeg finder ud af hvor” svarer jeg. Et dårligt svar, men jeg ved ærlig talt ikke hvor jeg skulle hen til at begynde med, og hun ser ikke ud til at det generer hende. Hun starter bilen med en masse rumsteren. Jeg kigger ud af vinduet, tænker at hun da virker meget venlig og hvis jeg er heldig møder jeg hende igen. Eller jeg kunne måske få hendes nummer. Jeg tænker kort at jeg måske alligevel ikke er så uheldig?