|
Af Sofie Amalie Andersen og Amalie Keiser-Nielsen
Jeg sidder i bilen. Ørkensandet hvirvler rundt om bilen og det gør det næsten umuligt at se noget. Lige pludselig står der en mand i siden af vejen. Han har sandfarvet hår det blæser rundt om hovedet på ham. Jeg kører så hurtigt at jeg ikke når at stoppe. Da jeg kører forbi ham ser han efter mig med bedrøvede øjne der med det samme får skyldfølelsen op i mig, men jeg kører bare videre. Et par minutter senere kommer der en sandsky og jeg bremser bilen, og der står han foran min bil. Han åbner døren og siger: ”Ved du ikke det er meget uhøfligt at køre forbi på den måde?” Pæn mand. Han lugter af sved. Jeg sætter mig ind, og staklen blinker forvirret. Så er jeg vel nødt til at hjælpe ham lidt på vej. Jeg lader sandet i mig svøbe sig om ham, så lidt at han ikke ser det. Sådan nogle som ham her, der bor så langt væk fra mit hjem er ikke meget værd når det kommer til mig. De kender ikke til ”sandman”. Hvor er de dog dumme. Hans øjne falder lidt i. Mine sandkorn har allerede sat sig fast. Han rykker sig tilbage mod rattet, kun meget lidt langsommere end før. Han trykker speederen i bund. Et smil spiller på mine læber: Endelig en dukke til at lyse op i mit tørre liv. Alt ting bliver lidt sløret og jeg kan mærke at de mange timer jeg har været vågen nu hævner sig, men alligevel kan jeg ikke flytte min fod fra speederen. En frygt sniger sig op af min rygrad og jeg får kuldegysninger. Jeg har ikke længere kontrol over mig selv, og farten bliver ved med at stige. Jeg famler febrilsk efter håndbremsen, men den føles så langt væk. Jeg kigger op og en lastbils lygter blænder mig. Jeg tager hænderne op foran øjnene for at skygge, og det er først dér det går op for mig hvad jeg har gjort, men nu er det for sent. Jeg høre braget og alt bliver sort… Min krop samler sig inde i bilen igen. Jeg sukker, lettere irriteret over at nogen skulle forstyrre min leg allerede. Nu var det lige blevet morsomt. Heldigvis fik jeg lokket lastbilschaufføren ud, og han faldt i søvn med bilens snude mod et træ. Føreren af den her bil, mit ”offer”, besvimede ved stødet. Airbaggen er sunket sammen igen, og han hviler nu hovedet mod rattet. Jeg læner mig tilbage i sædet, og siver ud af døren. Jeg vågner og kigger rundt. Mit hoved gør ondt og jeg ligger hen over rattet. Jeg får skubbet mig væk og en hel ny smerte skyder op i mig. Jeg venter til smerterne er væk, så får jeg kæmpet mig ud af bilen. Jeg kigger rundt. Min passager er væk og det samme er alt sandet der fløj rundt i luften. Til min store overraskelse er lastbilen jeg kørte ind i der også. Sært tænker jeg og fumler efter min telefon, men lægger den tilbage. Hvem ville tror mig, det jeg lige har oplevet lyder jo helt sindssygt. Selv for mig. Et smil spiller på mine læber da jeg kigger på manden fra oven. Jeg ser ham med flere øjne, fra enkle sandkorn. Da han sætter sig tilbage i bilen ved jeg ikke om jeg skal le eller græde. Le, fordi han er dum nok til bare at fortsætte. Eller græde, fordi idioten ikke har andre tanker i hovedet end sin videre færd. Normalt ville folk havde ringet til politiet, brandvæsnet, hvem som helst mellem himmel og jord. Så kunne jeg lytte på, mens staklen forgæves forsøgte at forklare den mærkelige hændelse. En enkelt gang havde jeg kunne se til mens en lukket vogn kom kørende, og puttede damen i spændetrøje. ”Tja,” tænker jeg, og trækker på skuldrene, ”men kan jo ikke være lige heldig hver gang. Da jeg materialiserer mig kan jeg ikke lade være med at smile da den næste bil kommer kørende.
|
|
|
|
|
