|
Af Amalie Keiser-Nielsen
Min krop skælver, og mit åndedræt er hårdt og hurtigt. Tårer løber ned af mine kinder, men jeg tørrer dem væk. Hele min krop er fyldt med varm energi, der sender stød ud, giver mig lyst til at gribe fat om noget og vride det til ukendelighed. Jeg bider mine tænder sammen, mærker den velkendte metalliske smag. En underlig rumlen kommer ud gennem mine læber. Min hånd er knyttet, jeg står parat. Jeg råber. Fortæller dem at de skal holde kæft. Gå deres vej. Men de ler spottende, peger fingre. Som om jeg var et dyr i zoo. Jeg slår ud mod dem, og de viger tilbage. Nu griner de ikke mere. Jeg prøver at komme forbi dem, nu hvor de er usikre. Men de blokere vejen. Jeg kan ikke komme forbi.
Jeg er fanget.
|
|
|
|
|
