Af Amalie Keiser-Nielsen
Foran mig strækker en dyb kløft sig. En spalte i jorden, der som et dyregab venter på at nogen skal falde i. På den anden side står de andre drenge, dem der allerede er sprunget. De hepper på mig, spotter en smule. Bag mig fniser pigerne. Jeg kan mærke adrenalinen pumpe, og jeg smiler skævt. Malte havde ret da han gav mig ideen: Jeg har aldrig haft det bedre!
Jeg går nogle skridt tilbage, og nyder lyden af pigernes høje hvin. Jeg bukker lidt i knæene, trækker vejret dybt ind gennem næsen. Lige om lidt er der ingen vej tilbage. Jeg griner højt indeni. Så tager jeg tilløb, sætter af. Så er det nu!
