|
Af Amalie Keiser-Nielsen
Pigen i ruden stirrer tomt ud på mig. Hendes pletfri ansigt med de røde læber gemmer på den usikkerhed der fylder mit hoved. Mit hår er begyndt at klistrer til min pande. Jeg børster det væk, prøver at lade være med at lægge mærke til hvor meget mine hænder ryster. Jeg lod min mobil ligge derhjemme. Jeg orker ikke at høre min mors stemme lige nu. Det eneste jeg har med i tasken er nøglen jeg fik af Emma. Hun sagde at jeg bare skulle komme over hvis jeg fik brug for det. Jeg troede ikke det ville blive så slemt. Udenfor står en gademusikant – Hun synger en sang jeg ikke kender. Hendes stemme styrter op og ned, forsvinder og begynder igen. Et kort øjeblik bliver jeg stående og lytter. Så går jeg videre, uden den fjerneste idé om, hvor jeg skal hen. Eller om jeg nogensinde kommer tilbage.
|
|
|
|
|
