Af Zoë, Sarah og Amalie
I en rød sø ligger en lille pige. Hendes hår er filtret, og hendes ansigt er dækket af et tykt lag støv. Hendes åndedræt laver hvide skyer i luften. I hendes hånd holder hun en gammel bamse. I hendes pande er et ord graveret: Hjælp
Ingen vidste hvordan det egentligt var startet. De kendte kun denne tragiske slutning. Ordet graveret så tydeligt i pigens pande. Støvet der lå som en uforklarlig maske over hendes yndige ansigt.
Men alligevel var hun smuk som hun lå der, et symbol på det alle frygter. En eller anden derude havde mistet hende, en eller anden sørger nu over tabet. Skam står skrevet hen over hende, og alligevel ikke. Som om hun ville fortælle noget, bringe viden videre, men nåede det bare ikke.
Som hun ligger der, livløs, begynder regnen at falde. Som vil den sørge over hende, beskytte hende, fjerne hende fra alt det had der er i denne verden. Og langsomt forsvinder hun, bliver til støv. Hendes historie er ikke glemt – Bare gemt.
