|
Af Amalie Keiser-Nielsen
Den kolde vinterluft skærer mig i næsen. Det er endnu mere tydeligt end før. Da jeg går igennem porten kan jeg mærke hvordan metallet stopper luften, presser den mod min krop. Jeg bevæger mig snublende gennem skolegården. ”Pas på!” jeg dukker mig, bange for at noget skal ramme min krop. Men det var bare en af de sædvanlige råb der hørtes. Alle lydene skærer i mine ører. Jeg dækker dem med mine vanter for at beskytte dem. Jeg snubler op af trapperne, griber fat i armen der holder om mig. Jeg vender mig aldrig til båndet om mine øjne. Aldrig.
|
|
|
|
|
