Et øde sted nogle kilometer fra Torstrup

Det var ved at være tusmørke, og selv med bilens lygter, et åndssvagt lys for én med briller. Jeg var ved at være træt, havde kørt i et par timer eller tre, da jeg begyndte at kigge efter en rasteplads at strække benene på, og til mit held kom der en efter et par minutter. Jeg drejede af, og slog bremserne i. I forlygternes skær stod en skikkelse med tomlen oppe, en blaffer jeg med nød og næppe havde undgået at køre ned. Skikkelsen havde ikke rykket sig meget mere end en millimeter.

Forventningen steg som en knude i brystet da jeg så de karakteristiske hvide lys komme imod mig: En bil. Det skulle være rart at komme indenfor igen, for på trods af det var sent på foråret, var her alligevel lidt koldt når man stod i bare arme. Jeg strøg med min frie hånd det lange, lyse hår tilbage og ventede på den skulle komme nærmere. Den var tættere på nu, men den var der ikke helt. Med en skinger, hvinende tone stoppede bilen en halv meter fra mig. Dollar lyden afspillede sig selv i hovedet på mig: Caching!

Så var jeg i sikkerhed, i hvert fald et kort øjeblik. De angreb sjældent med publikum.

Jeg steg chokeret ud af bilen, vågnet af min halvdøs. Skikkelsen, en pige der ikke så meget ældre ud end tretten, lod armen falde ned langs siden med et lille, tilfreds smil.

”Er du okay?” Jeg så med rynkede bryn på pigen, der ikke så ud til at have lidt skade.

”Må jeg køre med?” spurgte hun bare, og jeg så mig omkring. Tøvede lidt.

”Tja… Det må du vel godt. Hvis du ikke har andre. Hvor skal du hen?” Jeg prøvede at smile til hende, men det mislykkedes.

”Torstrup. Du kan bare køre mig så langt det passer dig.” Jeg smilede til hende, og vidste det så en del mere ægte ud end det hun havde sendt mig – det var en evne jeg havde. Den hørte sammen med at få folk til at føle sig godt tilpas. Derudover var ikke første gang jeg var endt ude på Lars tyndskids marker, så jeg var faktisk rimeligt taknemmelig for der kom nogen så hurtigt. Med lettere trippende, glad gang bevægede jeg mig over imod hende, og stillede mig foran hende, igen med forenet arm og hånd udstrakt.

”Cecillie.”

Jeg tog hendes hånd med et overrasket, endnu engang mislykket smil, og gav det et let tryk.

”Klara.” Jeg nikkede mod bilens modsatte side, og åbnede førerdøren. Hun satte sig ind med et tilfreds udtryk, og jeg bakkede ud igen. Der føltes varmt og klamt herinde, efter den kolde natteluft, så jeg rullede vinduet halvt ned.

”Hvor skal du hen?”

Jeg kastede et blik mod hende, havde egentlig ikke rigtigt bemærket hvordan hun så ud før nu. Lyst, næsten hvidt hår krøllede blidt til skuldrene, og et par blå øjne så venligt på mig.

”Hvidbøl, byen efter, så er det okay hvis jeg sætter dig af ved Jernbanevej?” Jeg nikkede bare energisk, og var glad for at være samlet op. Kort kiggede jeg direkte på hende, før jeg så så fraværende ud af vinduet, og kiggede på hendes refleksion i glasset. Små firkantede Briller, rolige gråblå øjne og halvt opsat hår, der var farvet en rødlig farve. Køn. Ganske normal egentlig. Utrolig dansk, med et lille twist af noget specielt der ikke umiddelbart kunne ses. Jeg sukkede lidt, og tænkte over hvad der mon skulle ske. Hvorfor følte jeg pludselig jeg ikke burde være her? Det er noget pjat. Det er ikke ligefrem fordi Klara ville gøre mig noget – eller det tror jeg da i hvert fald ikke. Træerne susede forbi, inden bilen slingrede på den nyligt opståede is, og de stod foran os