En enkelbillet væk

Regnen slog ned på min forrude, og vindueshviskende arbejdede på højtryk. Jeg sukkede, hvad havde jeg også gang i; køre ud i sådan et vejer klokken ja-jeg-ved-ikke-hvad om aftenen. Mine forlygter afslørede helt præcist hvor mange blade der var på vejen foran mig. Bare der nu ikke kom et alt for skarpt sving. Et sving til højre, og mine lyskegler ramte en silhuet af et menneske.

Jeg så bil lygterne komme imod mig. Jeg sprang lidt til siden for ikke at blive ramt. Jeg kunne høre bremserne hvine, og bilen stoppede at par meter væk fra mig. Jeg hev min frakke op om ørene og små løb hen til bilen. Jeg havde ikke troet at der ville komme en bil på denne tid af natten. Nå, men det var vel nok også bedst at komme væk i en fart efter hvad jeg har gjort. Jeg kiggede på døren og tænkte ”Er det nu klogt at blande endnu en person med i det? Ja det er det. Så tog jeg fat i håndtaget og åbnede døren til bagi. Endelig en enkelt billet væk fra narkoen, vennerne og liget.

”Hva’ er du brudt sammen eller?” spurgte jeg og smilede træt. Personen, en ung fyr, sukkede. ”Ja…”, han lød tøvende. Jeg nikkede og han smækkede døren. ”Så… Hvor skal du hen?” Spurgte jeg og startede bilen igen. ”Så langt væk herfra så muligt” lød svaret. Jeg kiggede i bakspejlet med et undrende blik, ”Så hurtigt så muligt?” hvorfor mon det? ”Ja, jeg… uh… har været oppe at skændes med… uh… mine venner, så jeg vil helst bare væk” sagde han. Jeg var ikke overbevist. Hvad havde jeg nu rodet mig ind i? Det er det man får ud af at hjælpe, man samler en mistænksom person op, de har lavet noget snavs, du finder ud af det, du bliver dræbt, End of story. Ja, du kender dine gyserfilm, og det her var en klassiker.

Han virker mistroisk, men jeg lægger det bag mig. Han finder først ud af hvad jeg har gjort når det er for sent. ”nåhh ehhm hvor kommer du så fra” spørger han. Jeg tager en dyb indånding ” hist og her. Jeg er født i Australien, men min mor og mig flyttede til Tyskland da jeg var 3, og så har jeg rejst rundt lige siden. Hvad med dig selv?” Han sukker og svarer ” jeg gider ikke at snakke om min fortid”.

Mit liv har været et helvede siden jeg blev født, ingen grund til at en fremmed får det at vide. ”Aha? Og hvorfor så det?” spurgte han mistænksomt. ”Lang historie, lad os bare komme ”Så lang væk så muligt” ska’ vi?” sagde jeg lidt halv sur og trykkede speederen næsten i bund. ”Fint med mig” mumlede han. Vi kørte lidt i tavshed. ”Du siger bare til når du vil af, ikke?” sagde jeg og kiggede igen i bakspejlet. Min passager gemte sig næsten i skyggerne. ”Joo…” svarede han. I et kort øjeblik kan jeg se at hans øjne, der står ud i mørket, flakker. Så finder de fokus, og vi stirrer hinanden i øjnene.

Der er noget jeg kan genkende i hans øjne. Hvor har jeg set ham før? Han skynder sig at kigge på vejen igen. Jeg sidder og kigger lidt på ham, men vender så også hovedet væk. Mens jeg kigger ud af vinduet funderer jeg over hvor jeg kender ham fra. Skolen? Nej. Børnehjemmet? Nej. Fængslet? Helt sikkert nej. Det er han for pæn til. Hvor så? Så får jeg en ide. ”Hvad har du været i en gruppe med drenge der lavede hærværk engang?” Spørger jeg. Han bliver helt bleg og kigger væk. ”eh nej. Jo. Eller nej det var kun en gang” ” hmm. Ja så siger vi det” siger jeg og smiler lumsk for mig selv.