Dem

Af Clara

På vej op ad trappen var en af dem kommet i mod mig. Jeg sprang over i den anden side og løb så hurtigt jeg kunne resten af vejen op. Her løb jeg ud på pigetoilettet og stod med ryggen mod døren til mit hjerte havde fundet en normal takt. Jeg åbnede forsigtigt døren og så at en af dem stod udenfor, jeg smækkede hurtigt døren i. De kom meget sjældent herude. Da den var væk skyndte jeg mig ind i klassen. De var overalt, jeg svedte, de sagde endda noget til mig. Jeg skyndte mig over bag Sofie. Da læreren kom satte jeg mig på min plads. Jeg sad heldigvis ved siden af Amalie og ikke en af dem. I frikvartererne sad jeg under bordet og gemte mig med et hamrende hjerte. De havde egentlig aldrig gjort mig noget, men mor og Malene havde altid foragtet dem. Klokken ringede, jeg småløb over i biologi lokalet. Vores nye lærer var en af dem. Sådan et ækelt dyr var de, og en af dem havde engang kysset mig. Det var ulækkert, vådt, og så at man skulle stå så tæt. Jeg ville aldrig falde for en af dem, men jeg havde bestemt heller ikke de samme lyster som mor og Malene. Jeg ville hade  mig. En af dem prikkede mig på armen, jeg for sammen og rykkede automatisk væk fra den. Jeg faldt ned på gulvet og alle kiggede på mig. Det generede mig. Det var kun mig der måtte kigge så indtrængende på mig. Det var jo også for min egen skyld at jeg gjorde mig lækker med tonsvis af mærketøj og make-up hver morgen. Men nu kiggede de alle sammen på mig. En varme bredte sig i mit ansigt. Jeg nærmest kastede mig op på stolen igen. Resten af dagen undgik jeg dem næsten uden problemer. Da jeg ville tage bussen hjem var den fuldt af dem. Jeg endte med at gå de syv kilometer hjem. Hellere det end at sidde ved siden af en af dem i et kvarter. Så havde jeg jo også tid til at nyde mit eget behagelige selskab. Da jeg kom hjem var huset tomt. Jeg gik ind på mit værelse og fandt mit hemmelige maleri frem. Der forestillede det perfekte menneske. Det eneste jeg elskede og det eneste der kunne gøre mig lykkelig. Nemlig mig.