Aura

Klokken var 4 om morgenen da jeg gassede op på vej ned af motorvejen. Himlen hvælvede sig grøn og blå over mit hoved, og min motorcykel knurrede rytmisk. Sandet stak mig i ansigtet, men jeg tog ingen notits af det. Jeg smilede, og nød den brusen der fyldte min krop. Luften duftede af olie, og tiden stod stille i morgengryet. Over mig svævede en enkelt fugl. Den var samme størrelse som en lille bil, og den kastede en lilla skygge på jorden. Selv hernede kunne jeg lugte den røgede dunst der altid hang ved sådan et væsen.

Jeg vågnede ved lyden af et mekanisk køretøj. En motorcykel, af hvad jeg i det fjerne kunne se. Jeg gabte kort efter at have døset hen, og rejste mig. Glippede svagt med øjnene, og strakte mig. Viftede med armene i håb om endelig at have fundet en at køre med. Motorcyklen satte heldigvis farten ned ved synet af mig, og stoppede et stykke fra mig. Føreren, en spinkel.. fyr, tror jeg, viftede mig hen til sig, så jeg tog min taske og bevægede mig dovent mod drengen.

Pigen så ud som om hun havde ligget og sovet, for sand og blade havde sat sig fast i hendes hår, og hun havde et søvndrukkent udtryk i øjnene. og traskede nu hen mod mig med store skridt. ”Kan jeg køre med?” hendes stemme var hæs, som sandet omkring os. Hendes hår var bundet op under en bandana, men nogen få hår der tittede ud fortalte mig at hun var blond. Hendes øjne var blå, og lignede til forveksling himlen over os. Da jeg lukkede øjnene, tjekkede hende, gibbede det i mig. Hun havde ingenting. Ingen aura, ingen billeder. Hun var tom! Mens jeg tænkte havde jeg åbenbart nikket, for hun havde allerede slynget sin taske om bagpå, og var i gang med at sætte sig tilrette.

Han så lidt overrasket på mig, da jeg satte mig op bag ham. Jeg rykkede lidt så jeg sad behageligt, og lagde vant armene om den fremmede. Han satte af, og lidt efter susede vi af sted hen over den grusede asfalt.

Der var tavst længe, ikke fordi man ville have kunnet føre en særlig forståelig samtale alligevel. Jeg var stadig træt, og lagde derfor hovedet mod fyrens ryg, lukkede øjnene, og lod mig dysse i en let søvn af motorens snurren.

Tavsheden fyldte endnu engang mit hovede. Den eneste forskel fra før var pigens hoved mod min ryg, og den varme jeg kunne føle gennem min læder jakke. Jeg lukkede mine øjne, og spørgsmål sprang frem. Hvorfor havde pigen ingen billeder? Hvem var hun? Jeg satte farten ned og spurgte: ”Hvad hedder du?” jeg kunne havde slået mig selv da jeg hørte iveren i min stemme.

Hans stemme var varm, næsten cremet. Harmonisk med motorens lyde.

”Elisa,” mumlede jeg søvnigt. ”Hvad med dig?”

”Christian,” Lød det foran. Jeg smilede svagt mod det varme læder, undlod at svare. Der var noget velkendt over ham, noget jeg ikke helt kunne placere. Jeg vidste at jeg ikke kendte ham, men noget ved scenariet, ved fyren på motorcyklen så tidligt under morgenhimlen, vækkede et minde om en periode jeg havde glemt. En enlig fugl kvidrede.