Beder man almindelige mennesker om at beskrive folkebiblioteket, vil ord som "hyggeligt", "fristed", "kedeligt" og "trygt" sikkert ofte gå igen. Og det er da også meget rigtigt (på nær det med det kedelige selvfølgelig), men hvad med ord som "sprængfarligt", "grænseoverskridende", "provokerende" og "kontroversielt"? Nej, vel? ... Jo, for hulen! De fleste tænker ikke over det, men folkebiblioteket burde komme ind under fyrværkeriloven, når man tænker på, hvilken krudttønde, der skjuler sig bag de venlige bibliotekarer.

Her følger derfor et udvalg af de titler vi ganske letsindigt har valgt at give hyldeplads til på trods af, at mennesker er blevet slået ihjel, fyret, truet, banket, fængslet, jagtet, chikaneret og skældt ud over dem. Læs videre på eget ansvar.

Af Karsten S. Andersen

Det hele startede med en britisk/indisk forfatter ved navn Salman Rushdie. Nej, selvfølgelig startede det ikke med ham - der har været kontroversielle bøger, siden trykkekunsten blev opfundet – men han er måske stadig, her mere end 20 år efter udgivelsen af De sataniske vers, det mest kendte eksempel på, at ord på et stykke papir kan være farlige.

Menneskeliggørelsen af profeten Muhammed var for meget for en stor gruppe muslimer med det iranske præstestyre i spidsen. Salman Rushdie blev dømt fredløs og måtte leve i skjul. Flere oversættere af bogen er blevet myrdet eller forsøgt myrdet, og boghandlere er blevet truet. Her på biblioteket har bogen imidlertid stået fredsommeligt på hylden i alle årene, som en af de bøger de fleste har hørt om, men de færreste har læst.

I det hele taget er religion ikke noget at spøge med. Der er ikke meget, som kan få sindene i kog, som når der bliver pillet ved fortolkningen af hellige skrifter. Og her taler vi ikke kun Koranen. I 2004 fik Mel Gibson ørerne i maskinen, da hans film The Passion of the Christ fik premiere. Filmen skildrer de sidste timer i Jesu liv på en mildest talt grafisk facon, hvor farven ”blodrød” var dominerende. Det var ikke så meget de kristne, som protesterede, selvom mange både kristne og ikke-kristne mente, at volds- og torturscenerne var gået langt over stregen. Værre var det, at jødiske talsmand beskyldte filmen og Mel Gibson for at være antisemitisk, og filmen blev aldrig vist i israelske biografer.

Herhjemme har film også kunnet splitte sindene. Nej, om igen. Herhjemme har Lars Von Trier-film også kunnet splitte sindene. Sådan må det nødvendigvis være, når man som Lars Von Trier dyrker det ekstreme og det ulækre og det makabre og det taburiserede. Antichrist er blot seneste eksempel, men film som Idioterne, Breaking the Waves og Dogville har også fået øjenbrynene til at løfte sig hos mere end en blasert filmanmelder, og mere almindelige filmpublikummer til at forlade biografen i utide.

Sjovt nok mangler vi en pendant til Lars Von Trier i musikkens verden. Danskerne har meget svært ved at hidse sig op over musik. Ikke som amerikanerne, som klistrer advarselsmærker på hver anden hip-hop udgivelse, og som kan bruge flere uger på at diskutere om Bruce Springsteens sang ”American Skin” er anti-amerikansk. En smule røre i andedammen fik vi dog, da Natasja i en slet skjult reaktion mod Dansk folkeparti udgav sin sang ”Gi’ mig Danmark tilbage” på albummet I Danmark er jeg født, hvorefter Dansk folkeparti guddødeme brugte næsten det samme slogan i deres valgkampagne.

Politik er i det hele taget ligesom religion et godt sted at begynde, hvis man vil være kontroversiel. Biblioteket har faktisk det mest katastrofale politiske manifest stående nok så diskret på magasinhylden. Min kamp – eller Mein Kampf på originalsproget – af en vis Herr Hitler. Men mindre kan også gøre det. For nylig var bogen Jæger – i krig med eliten (ikke i sig selv en politisk bog) næsten ved at vælte en forsvarsminister i en af den nyere tids største politiske skandaler, og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens beskrivelse af idealsamfundet Fra socialstat til minimalstat bliver stadig brugt til at vifte politiske modstandere om næsen med, enten som skræmmebillede eller det modsatte.

Skal man dog for alvor forarge danskerne, så skal vi snarere bevæge os over i sportens verden. Specielt fodboldspillere og cykelryttere har en vis tendens til at få sagt ting, der nok ikke var så heldige. Blandt boldsparkerne finder vi ikke mindst David Nielsens selvbiografi Sorte svin og Arek Onyszkos Fucking polak (bare titlerne!). Begge vakte stort røre og kostede d'herrer jobbet, da de blev udgivet på grund af førstnævntes indrømmelser af usportslig optræden og sidstnævntes antipati mod homoseksuelle.

Men selv alles yndlingscykelrytter Jesper Skibby har kunnet ophidse folk. Som den første virkelige danske stjernerytter til at indrømme dopingmisbrug i bogen Forstå mig ret, måtte han i ugevis se sig udskældt i pressen som hykler og snyder.

Som om alle disse eksempler ikke er nok til at overveje en ekstra brandsikring af biblioteket, så bliver vi nødt til også at berøre det rigtig saftige. Siden John Cleland i 1749 forargede alt og alle med sin Fanny Hill og D. H. Lawrence i 1928 gentog kunststykket med Lady Chatterleys elsker, så har kødets lyster, som de bliver skildret i kunsten, altid været det rene nitroglycerin. Vi gider ikke nævne Lars Von Trier igen, så lad os i stedet hive Cherif El Ayoutys selvbiografiske roman, Aladdins intime oplevelser, frem fra hylden. I 1998 vakte den stort postyr med sin beskrivelse af jetset-livet i whiskybæltet, inklusive en dårligt camoufleret Prins Henrik i selskab med en dame, som vist ikke var fru Margrethe. Dét var stærke sager. Så stærke, at mange biblioteker valgte ikke at købe bogen. Det gjaldt dog ikke nærværende bibliotek.

Nu vi er ved kongehuset, så var der i 2007 også mange diskussioner rundt omkring på de små biblioteker, om man skulle købe kongehusbiografien 1015 København K af Trine Villemann. Den er et mere end almindelig tæt portræt af kongefamilien på godt og ondt, men baseret på hovedsagelig anonyme kilder, så hvem ved? Kontroversiel var den i hvert fald.

... Og sådan kunne vi blive ved, men pointen burde allerede stå lysende klart. Også selvom vi ikke engang har berørt forbryder-portrætterne af Jønke og Brian Sandberg. Eller de bloddryppende computerspil som Hitman og Fallout. Det skulle heller ikke være nødvendigt. Biblioteket er og bliver et farligt sted, hvor man bør bevæge sig rundt med stor varsomhed. Bag DVD’en med Bamse og kylling lurer Lars Von Trier, og for hver hyggelig havebog af Søren Ryge finder du også en tikkende Salman Rushdie.

Så er du advaret.