Syng og tegn med biblioteket og musikskolen

Fredensborg Bibliotek byder 25. maj på en blanding af tegneworkshop med illustratoren Zarah Juul og fællessang med Fredensborg Musikskole.

Hvad enten man kommunikerer bedst med pennen eller stemmen, vil der 25. maj være gode muligheder for at udtrykke sig på Fredensborg Bibliotek. Her er der kreativ tegneworkshop for de 7-12-årige børn, og samtidig med dette kan både børn og voksne deltage i et sjovt fællessangsarrangement.

Den kreative tegneworkshop foregår klokken 10-11 og igen fra 11-12. Den faciliteres af illustratoren Zarah Juul, som viser deltagerne, hvordan man kan lave illustrationer til en forårs- eller sommersang.

Dette kender Zarah Juul alt til, da hun blandt andet har illustreret ”Højskolesangbogen for børn” fra 2018.

I forbindelse med tegneworkshoppen er der samtidig fællessang mellem klokken 10 og 12, hvor de voksne – gerne sammen med børnene - kan synge forårs- og sommersange under ledelse af Fredensborg Musikskoles juniorkor.

For at deltage i tegneworkshoppen, skal man tilmelde sig til enten klokken 10 eller 11. Det sker via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside og koster 50 kroner pr. barn. Er mor eller far medlem af Biblioteksklubben, koster det 45 kroner.

Vil man være med i fællessangdelen, skal man også tilmelde sig via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside, men denne aktivitet koster ikke noget.

> Tilmelding til workshop kl. 10

> Tilmelding til workshop kl. 11

> Tilmelding til fællessang